03/10/2011

Iben Danielsen, Danmark: Nysgerrig på nordisk mad

Det er vel også en del af ideen med Ny Nordisk Mad. At være nysgerrig og videbegærlig på råvarer, sammensætning, muligheder og ikke mindst smag. En af de rigtig sjove oplevelser på den store Copenhagen Cooking festival blev for mig Nordic Taste 2011 eventen.

I alt 30 kvalitetsrestauranter fra Danmark og det øvrige Norden stillede op med et fantastisk opbud på smagsprøver i Kødbyen. Deltagerne i legen kunne vælge 10 restauranter ud gennem et klippekortsystem, og smage sig igennem ti mundfulde af Ny Nordisk Mad. Blandt dem kunne deltagerne give deres stemmegaffel til den bedste, sjoveste og mest originale ret.

Enhver kunne lege med og være smagsdommere over de små elegante prøver på den nordiske smag. Med sådan en nordisk dyst har Ny Nordisk Mad fået en god folkelig appel uden at gå på kompromis med kvalitet, eller med manifestets regler for årstidsbestemte råvarer.

Mange af restauranterne havde gjort sig umage med de lokale råvarer og nytænkte gamle retter. For eksempel sprang Kongens Hus Kro & Hotel ud med øllebrød, den danske bondespise, og her serveret frisk og med blåbær, estragon og knuste marengs. Restaurant Acquamarina serverede små bitte klipfiskportioner med salat og balsamicoeddike for at vende den gamle nordiske ret klipfisk til en lille ny variant og Häckeberga Slott / Karlaby Kro havde fremstillet en røget sylte med svampe serveret med æblegele, persillerod og peberrod.

En række restauranter havde valgt fisken, og det var mange steder en laks på menuen, men også makrel, ål, rejer og krebs. Mange stod i kø ved den finske restaurant Ravintola Juuri som blandt andet havde valg en heltling som mousse på fladbrød med lækre urter og tomatpulver.

Det blev restaurant SALT, Admiral Hotel i København, som vandt flest stemmegafler, og dermed blev kåret som Politikens nordiske Gaffel.

Køkkenchef Rasmus Møller Nielsen havde med sit kryddersprængte grisebryst søgt inspiration i den klassiske danske julemad og serverede en ny version af æbleflæsk, hvor grisebrystet blev serveret med løgpuré, æblevinaigrette og crumble af malt og sprød svær.

Cirka 75.000 besøgte København under den to uger lange madfestival, Copenhagen Cooking, og mange af dem deltog i Nordic Taste i den afsluttende weekend af festivalen. Og her tælles rigtig mange internationale gæster, denne tredje festival for den nordiske smag samlede også større interesse fra den internationale presse end tidligere.

Det er initiativer som disse, der kan få Ny Nordisk Mad til at brede sig både ud over Norden og til inspiration for internationale gæster og dermed blive til gavn og glæde for alle i Norden. Den med at ny Noridsk mad skal være et fælles projekt der skal blive til gavn og glæde for alle i Norden er faktisk udgangsbønnen på manifestet for Det ny Nordiske Køkken.

Iben Danielsen, journalist

No comments:

Post a Comment